Undervisningsforslag
Eleverne kan lave elevøvelsen med at sætte symboler og navne på påskebegivenhederne (se PDF ovenfor)
Siden kan gennemgås på klassen, hvor læreren læser tekster op og spørger ind til beskrivelse og analyser af kunstbillederne. Eleverne finder på bevægelser/fagter til fortællingerne og sammensætter et fagte-flow over påsken.
Eleverne kan selv læse eller genlæse fortællingerne som de er skrevet på siden eller i PDF-filen ovenfor.
Eleverne kan få til opgave at finde ud af, hvilke kunstbilleder og fortællinger der hører sammen.
Eleverne kan danskfagligt få en skriveopgave om et af de livsfilosofiske ord, der fremhæves under hver fortælling.
På siden "påskens historie" findes der små tekster om påsketraditioner og symboler. Desuden kan eleverne her få et kort rids af, hvilken forbindelse der er mellem den kristne og den jødiske påske. De kan også læse om, hvorfor Jesus' død, korsfæstelse og opstandelse er afgørende i kristendommen.
Forslag til fagligt fokus og arbejdsform
Kristendom
Man kan vælge en kristendomsfaglig vinkel med fokus på, hvorfor påsken er den vigtigste højtid i kristendommen. Læser eleverne fortællingerne og baggrundsteksterne, kan de få viden om påskens begivenheder samt begreber som opstandelse og håb. Ligeledes er der forslag til ord fra hver påskedag, der lægger op til en kort livsfilosofisk samtale. Man kan også se eksempler på, hvordan påsken fejres af kristne i dag.
Billedkunst og dansk
Det er også muligt at arbejde billedkunstfagligt med forskellige kunstbilleders fremstilling af påsken og dernæst give eleverne til opgave at lave deres egen parafrase over påskens fortælling (se undersiden "Skærtorsdag"). Man kan også arbejde med emnet i dansk, hvor man læser bibelteksterne og dernæst fokuserer på fx intertekstualitet, sådan som det eksempelvis kommer til udtryk med graffiti-billedet fra Sønder Boulevard i København (se ovenfor). Det vil selvfølgelig også være oplagt at inddrage de mange traditioner med æg, påskehare og gækkebreve, som eleverne kender i forvejen. Læs fx om traditionerne på undersiden "Påskens historie" og lad eleverne fortælle, hvordan de evt. selv bruger traditionerne.